Aktuelt

Kvindernes kampdag

Luft de røde strømper

Af sola

Kvindernes Kampdag 
- luft de røde strømper 

Kvindernes Internationale Kampdag afholdes hvert år den 8. marts. Dagen markeres verden over med møder og rapporter om kvinders vilkår bredt i samfundet samt med demonstrationer og mange forskellige kulturelle arrangementer. 

Kvindernes Internationale Kampdag blev indstiftet på Anden Internationales kvindekongres i København i 1910 som de socialistiske kvinders internationale agitationsdag. I Danmark genoptog den nye kvindebevægelse, med bl.a. rødstrømperne, dagen, og i de større byer har der hvert år siden 1974 været afholdt 8. marts-arrangementer, hvor en række kvindeorganisationer og -fagforeninger har rejst generelle krav om afskaffelse af 'al kvindeundertrykkelse' og bedre vilkår for kvinder, ofte med fokus på dagsaktuelle emner. 

I dag lever vi i en tid, hvor ord som feminisme, sexisme, diversitet og ligeløn for alvor er kommet på dagsordenen. Og netop kampdagen handler om at kæmpe for et ligestillet samfund og fokus på kønsproblematikker, kvindekampe herhjemme eller ude i verden. 

Vi har fundet kampgejsten frem og tilrettelagt nogle forskellige og spændende arrangementer omkring Kvindernes Internationale Kampdag. 

Hvem var Dronning Thyra i virkeligheden?

I anledningen af Kvindernes Kampdag vil museumsinspektør Adam Bak fra museet Kongernes Jelling underholde os med historien om Danmarks Pryd - den stærke Dronning Thyra. Adam Bak vil sammenflette de skriftlige og arkæologiske kilder om Dronning Thyra og krydre med de seneste opdagelser.  

Kulturhuset Bispen 
6. marts, kl.19 
50,-

Kryd 
Oplev en ny popkonstellation, med fire frontfigurer, der synger catchy sange på dansk.   
Jeg er ikke nogens mere har spillet på de danske radioer sommeren over. Gruppen bag hittet hedder Kryd og er fire unge kvinder: Anne Sofie, Signe, Maria og Viktoria. 

Streetdome 
8. marts, kl. 20  
175,- / 95,- ung u. 25 år 

Litterær strikkecafé 
- Kvinder i litteratur 

Tag dit strikketøj med til en aften, hvor tråde af litteratur flettes sammen med garnets kunst! Vi sætter fokus på kvinder i litteraturen gennem oplæsninger fra udvalgte værker. Aftenen byder også på videointerviews, hvor vi får særligt indblik i forfatterne – alt imens strikkepindene klikker i baggrunden. Vi serverer lækker kaffe og kage, så kom og lad dig inspirere af ord og håndværk! 

Kulturhuset Bispen 
19. marts, kl.18.30-20.30 
25,-